Ældrerådets vedtægter
§ 1 Navn
Stk. 1. Ældrerådet i Slagelse Kommune.
§ 2 Hjemmel
Stk. 1. Rådet er nedsat i henhold til ældrelovens §§ 34-37.
§ 3 Formål
Stk. 1. Ældrerådet rådgiver Byrådet i ældrepolitiske spørgsmål og formidler synspunkter mellem borgerne og Byrådet om lokalpolitiske spørgsmål, der vedrører personer på 60 år og derover jf. ældrelovens § 34, stk. 1.
Stk. 2. Rådet er partipolitisk neutralt og uafhængigt af alle organisationer.
§ 4 Ældrerådets opgaver og kompetencer
Stk. 1. Ældrerådet er en selvstændig forvaltningsenhed, der er omfattet af forvaltningsloven og offentlighedsloven.
Stk. 2. Rådet har tavshedspligt i det omfang, det følger af lovgivningen eller af særlige bestemmelser i konkrete sager.
Stk. 3. Byrådet og Ældrerådet fastlægger i fællesskab rammerne for rådets virke, herunder hvordan og i hvilket omfang rådet skal høres.
Stk. 4. Er der ikke indgået en sådan aftale, skal Byrådet høre Ældrerådet om alle forslag, der vedrører personer på 60 år og derover. Byrådet eller de, Byrådet har delegeret kompetencen til, har pligt til – i god tid før afgørelse træffes og mindst 10 dage forinden – at høre rådet om initiativer, der vedrører personer på 60 år og derover, dette gælder ligeledes for lukkede sager, hvor det er foreneligt med gældende regler.
Det kan fx være beslutninger om:
- Årlige budgetter
- Nye eller ændrede kommunale lokalplaner
- Ændringer i serviceniveau, der vedrører personer på 60 år og derover
- Politisk besluttede kvalitetsændringer
- Kvalitetsstandarder og beskrivelser af serviceniveau
- Boligstrategi, herunder nybyggeri og ombygning af ældre- og plejeboliger
- Tilgængelighed på offentlige steder og trafik
- Politikker og strategier, der vedrører personer på 60 år og derover
- Sundhed og forebyggelse
- Tilsynsrapporter
- Kultur og fritid
- Andre beslutninger, som angår kommunens ældrepolitik.
Stk. 5. Ældrerådet kan ikke beskæftige sig med konkrete personsager eller konkrete personalespørgsmål, og Byrådet har ikke pligt til at høre Ældrerådet om, hvordan den enkelte politik i kommunen tilrettelægges administrativt.
Stk. 6. Høringssvar med bilag fremsendes til aeldre@slagelse.dk. Hvis andet er angivet i høringsmaterialet, sendes høringssvar både dertil og til ovenstående mailadresse. Høringssvar offentliggøres på Ældrerådets hjemmeside.
§ 5 Samarbejde
Stk. 1. Byrådet og Ældrerådet tilstræber et konstruktivt og positivt samarbejde til gavn for kommunens personer på 60 år og derover.
Stk. 2. Principielle sager kan indbringes for Ældrerådet af enkeltpersoner eller grupper, ligesom rådet selv kan rejse sådanne sager. Rådet behandler dog ikke sager vedr. enkeltpersoner.
Stk. 3. Repræsentanter fra forvaltning, institutioner og andre relevante aktører kan inviteres til rådets møder.
Stk. 4. Der afholdes årligt to dialogmøder med de relevante politiske udvalg med henblik på gensidig drøftelse af ældrepolitiske tiltag. Ældrerådet indgår i samarbejde med kommunens øvrige nedsatte råd og deltager som observatør i brugerrepræsentationen på pleje- og aktivitetscentre.
§ 6 Sammensætning
Stk. 1. Ældrerådet består af op til 15 medlemmer og op til 10 stedfortrædere.
Stk. 2. Ved fravær ud over tre måneder indtræder stedfortrædere i rækkefølge efter stemmetal. Hvis medlemmets tilknytning til Slagelse Kommune ophører, udtræder medlemmet.
Stk. 3. Ved udtræden sørger formanden for, at en eventuel stedfortræder indkaldes.
Stk. 4. De kandidater med flest stemmer vælges som medlemmer, og de næstfølgende som stedfortrædere.
§ 7 Valgret og valgbarhed
Stk. 1. Byrådet sørger for, at der afholdes valg til Ældrerådet hvert fjerde år. Valgperioden følger Byrådets, og valget finder sted i efteråret i det kalenderår, hvori der ligeledes foretages valg til Byrådet.
Stk. 2. Byrådet fastlægger i samråd med Ældrerådet de nærmere regler for hvordan valget afholdes jf. Ældreloven § 36, stk. 1.
Stk. 3. Opstilling af kandidater sker, efter Ældrerådet har afholdt borgermøder om rådets arbejde og om valgreglerne.
Stk. 4. Borgere, der har fast bopæl i kommunen og er fyldt 60 år på valgdagen, har stemmeret og er valgbare til Ældrerådet.
Stk. 5. Valg til Ældrerådet sker som brevvalg, elektronisk eller ordinært fremmødevalg, og valg af metode besluttes ca. 6 måneder før valget. Beslutning om fredsvalg kan jf. ældrelovens § 36, stk. 3, træffes 4 uger før valget, hvis der ikke er opstillet flere kandidater, end der er pladser i ældrerådet.
Stk. 6. Det nyvalgte ældreråd tiltræder den 1. januar efter valgets afholdelse.
§ 8 Konstituering
Stk. 1. Ældrerådet konstituerer sig umiddelbart efter valgets godkendelse og fastsætter selv sin forretningsorden.
Stk. 2. Administrationen indkalder til det konstituerende møde i samråd med det længst siddende medlem. Hvis flere har siddet lige længe, vælges den ældste.
Stk. 3. Rådet vælger formand og næstformand på det konstituerende møde. Ældrerådet fordeler selv øvrige tillidsposter.
Stk. 4. Ældrerådet beslutter, hvorledes rådet organiseres i arbejdsgrupper tilpasset den aktuelle udvalgsstruktur i byrådsperioden.
Stk. 5. Indtil formanden er valgt, ledes mødet af det medlem, der har siddet længst i Ældrerådet. Hvis flere har været medlem lige længe eller alle er nyvalgte, ledes mødet af den ældste af de valgte.
§ 9 Økonomi og bistand
Stk. 1. Slagelse Kommune dækker udgifterne ved Ældrerådets virksomhed og stiller nødvendig sekretariatsbistand til rådighed, hvis Ældrerådet ønsker dette.
Stk. 2. Byrådet yder diæter, erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste og udgiftsgodtgørelse efter reglerne i kommunestyrelseslovens § 16 a, stk. 1, jf. ældrelovens § 35, stk. 3. Medlemmerne får udbetalt diæter, erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste og udgiftsgodtgørelse i henhold til Slagelse Kommunes gældende regelsæt for vederlag, diæter og godtgørelse (diætregulativet) og den økonomiske ramme heri.
Stk. 3. Det enkelte medlem kan vælge at afstå fra diæter eller udgiftsgodtgørelse, jf. ældrelovens § 35, stk. 4.
Stk. 4. Dagsordner og beslutningsreferater offentliggøres på Slagelse Kommunes hjemmeside.
Stk. 5. Kvartalsvis behandler rådet en status om økonomi, hvor Økonomi- og budgetarbejdsgruppen fremlægger forbrugsrapport og regnskab.
Stk. 6. Årsregnskabet behandles én gang årligt og vedlægges dagsordenen som bilag.
§ 10 Vedtægtsændringer
Ændring af vedtægten sker i samarbejde mellem Byrådet og Ældrerådet. Vedtægten træder i kraft ved Byrådets godkendelse.